Om fonden
Fonden Danville CA
Fondens stifter, Jørgen Frederik Otto Møller, blev født 7. januar 1925 og døde 18. juli 2018 i en alder af 93 år.
Få år forinden havde Jørgen arvet sin storesøster, Ingrid Møller, der blev født 2. marts 1923 og døde 29. oktober 2016 – også i en alder af 93 år.
Efter søsterens død besluttede Jørgen, at der efter hans død skulle stiftes en almennyttig fond, som skulle støtte formål, der havde betydet meget for dem begge. Fonden skulle hedde Danville CA opkaldt efter Jørgens år i byen Danville i Californien i 1950’erne.
Jørgen blev født på Frederiksberg, voksede op i Kalundborg og Holbæk og blev efterfølgende bosat i København. Han var direktør i engros og detailvirksomhederne Exponita Salgsselskab ApS fra 1975-1997 og Scanlon ApS fra 1984-1993.
Både Jørgen og Ingrid var erfarne ryttere og både heste og ridesport havde de begge som stor passion. Jørgen var desuden medlem af Rytterofficerforeningen.
Ingrid blev uddannet cand. jur. i 1949. Derefter blev hun sagførerfuldmægtig i Faaborg på Sydfyn og i 1955 blev hun landsretssagfører. Hun drev fra 1960 selvstændig advokatvirksomhed i Faaborg.
Begge har beklædt tillidsposter. Ingrid var bl.a. medstifter af og sad i bestyrelsen for Faaborg Rideklub, hvor hun blev æresmedlem. Hun blev formand for Faaborg Advokatforening, formand for samarbejdsudvalget for de Fynske Rideklubber og næstformand for Dansk Rideforbunds Amatør og Ordensudvalg.